Selv hævder Strindberg at Inferno ikke er “digtning”, men blot “et udvidet og ordnet uddrag” af hans dagbog. Men en mere dybtgående læsning tyder på at vi i virkeligheden står over for en roman der går i Dantes litterære fodspor både hvad angår tema og struktur. Første del arter sig som en nedstigning i Helvede, hvor den arme forfatter udsættes for et sandt bombardement af mærkelige og uforståelige indtryk og hændelser. I anden del påbegynder Strindberg opstigningen hvor han med Swedenborg som lærer og ledsager begynder at forstå den dybere mening med de tilsyneladende uforståelige hændelser. Mange har betragtet Inferno som en gal mands værk, som en paranoid excentrikers sygdomshistorie. Men som en samtidig kritiker skriver: “Intelligensen er her ikke udslukt, så langt fra – den er et lys, som brænder med en klar flamme.” Og da Strindberg senere ser tilbage på Inferno-tiden, skriver han at han var udsat for den ældgamle religiøse erfaring som Swedenborg kalder “ødelæggelse”. Visse mennesker gribes af en usalighedsfølelse, deres dårlige samvittighed opdigter onde mennesker som forfølger dem, og som de tror er årsag til deres ulykke. Men i virkeligheden er usalighedsfølelsen en gave fra Gud, en prøvelse, som kan føre til frelse. Inferno er ikke uden vanvid, men mest af alt er den en smertefuld undersøgelse af verden og en slags bodsvandring frem mod lyset. Som en beretning om et menneske i dyb sjælelig krise er Inferno et mesterværk og forbløffende moderne. Sammen med Hamsuns Sult er Inferno et af de vigtigste litterære skrifter fra 1890’erne.

“Det er genialt, tidstypisk og alligevel enestående.” – Information

⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ – Børsen