“Så stiger solen op som et vulkan­udbrud der udsletter himlens stjerner. Stiger langsomt op, og vi er i live.” Vi befinder os i Keflavik, denne afsidesliggende flække som er kendt for den sorte lava, den evige vind og den amerikanske militærbase, og et sted hvor solen på en stille dag står op som et lydløst vulkanudbrud. Ari, en islandsk forfatter og forlægger, vender hjem for at se sin far der ligger for døden. Det bliver et møde med fortiden, med barndommen og ungdomsårene, moren som døde, faren som drak, de gamle venner, konen som han forlod. Det er en historie om brændende lidenskab og forbudt kærlighed, om vold, sorg og svigt. Margret, Aris bedstemor, elsker sin mand højt, men længes efter den kloge rektor Torkel, som lærer hende at se på stjerner. Ari elsker sin kone, men er hende utro. Nu ligger han på et hotelværelse i Keflavik og lytter til en kvinde i naboværelset som synger: “Sig mit navn som kun du kan sige det, så ved jeg at jeg er til.” Hvor stor kan sorgen være? Ja, nogenlunde på størrelse med universet. Nogenlunde på størrelse med universet er en selvstændig fortsættelse af Jón Kalman Stefánssons seneste roman Fisk har ingen fødder som blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.

“Kalmans prosa gør himmelen højere, natten klarere, hjertet større. Det er litteratur som får livet til at spire” – Sydsvenska Dagbladet