Miguel de Unamuno y Jugo (1864-1936) var en af de første moderne forfattere i spansk litteratur og den centrale skikkelse i den såkaldte 98-generation. Man kan sige at Unamuno har lært af Cervantes og Søren Kierkegaard og har inspireret Borges. Hans hovedværk, romanen Tåge, der udkom i 1914, handler på et filosofisk plan om forholdet mellem virkelighed og fiktion, om evigheden og skabelsens ufølsomme gud, om menneskets fortvivlede men nødvendige opgør mod sin skæbne.

Hovedpersonen er Augusto Perez der lever en såre kedsommelig tilværelse – som i en tåge – indtil han forelsker sig i en smuk ung kvinde, Eugenia, som ender med at gøre ham til en hanrej. Tåge er en varm humoristisk og nærmest burlesk roman, og som god eksistentialist havde Unamuno et vågent øje for eksistensens mest absurde sider. Med Tåge søgte Unamuno at forny romanformen ved at blande det tragiske og det komiske. Romanen er opbygget som en fortælling om hovedpersonen Augusto Perez´ sidste dage. Augusto er en forældreløs ung mand der lever alene med sine trofaste tjenestefolk. Han har afsluttet et juridisk studium, men lever en mærkelig formålsløs og kedsommelig tilværelse, som i en tåge. Indtil han møder en smuk ung kvinde, Eugenia, hvis sikre udstråling virker som en magnetisk dragende kraft på ham. Eugenia har det Augusto ikke har: en plan med sit liv og en veludviklet viljestyrke. Det lykkes i sidste ende at få hendes tilsagn om ægteskab, men det er en stakket frist, få dage før brylluppet stikker hun af med en sensuel dagdriver hun hele tiden har været tiltrukket af. Der er to andre kvinder i Augustos liv. Den renhjertede Rosario, der er under stand, men indstillet på at give Augusto alt og gøre ham til ”mand” i erotisk forstand. Og Liduvina, den ”gamle” tjenestepige, der sørger for de daglige fornødenheder, ikke mindst hans føde. Man kan sige at de tre kvinder med tydeligt forlæg i Platons psykologi taler til henholdsvis hoved, hjerte og mave, hvilket i ”unamunisk” forstand gestalter ånd, følelse og krop, der er de tre fundamentale elementer i den religiøse personlighed som tørster efter Gud og evig eksistens. Men Augusto har ikke held med et eneste af sine projekter, hvoraf det allervigtigste måske igen er et af Kierkegaards imperativer, nemlig at tage et ansvar for sit liv, at gøre hvert øjeblik til valgets øjeblik.

Romanen er fuld af fortællemæssige spilopper, men den er på ingen måde en spøg- og skæmtroman, snarere kan man kalde beretningen om den ulykkelige Augusto Perez en munter og alvorlig fabel om virkelighed og fiktion. Romanen tematiserer dels i Kierkegaards ånd menneskets væren og villen sig selv, dels selve skriveprocessens kunstneriske skaben og menneskelige omkostninger samt forfatterens rolle som Gud i forhold til disse fiktive væsener han som skaber har hals- og håndsret over. Eller har han?