Et tavst sprog
Nobelforelæsning af Jon Fosse

Da jeg gik i grundskolens sidste klasser skete det bare. Læreren bad mig om at læse op. Og ud af ingenting mærkede jeg en rædsel som helt overvældede mig. Jeg forsvandt ligesom ind i rædslen og var kun den. Jeg rejste mig og løb ud af klasselokalet.
Jeg mærkede elevernes store øjne, og lærerens, følge mig ud af klasselokalet.Bagefter forsøgte jeg at forklare min mærkelige adfærd med at jeg skulle på toilettet. Jeg kunne godt se på deres ansigter at de ikke troede på mig. Og de tænkte vel at jeg var blevet skør, ja, at jeg var ved at miste min forstand.
Denne rædsel for højtlæsning blev ved med at følge mig. Efterhånden fik jeg mod til at bede lærerne om at lade mig slippe for at læse højt, fordi jeg var så bange for det. Nogle troede på mig og lod mig slippe, andre troede at jeg på en eller anden måde drev gæk med dem.
Det lærte mig noget vigtigt om mennesker.
Og jeg lærte meget andet.
Jeg lærte også noget som gør at jeg i dag kan stå her og læse højt for en forsamling. Og nu næsten helt uden rædsel.
Hvad var det jeg lærte? Link til Jon Fosses Nobelforelæsning