FORLÆGGEREN OG HANS GULDÆG
FORSIDEOPSLAG:
To arbejderklassedrenge. Synne Rifbjerg har fulgt det
succesfulde par, den norske prisbelønnede forfatter Per Petterson og hans danske forlægger Arvid Batzer på turne rundt i København.

Bogmennesker. Per Petterson er årets modtager af Nordisk Råds Pris. Hans forlægger i Danmark, norske Arild Batzer, så ham før de andre. De to har meget til fælles En reportage om et par dage med:
FORLÆGGEREN OG HANS GULDÆG

Af Synne Rifbjerg, Weekendavisen

DET er en af de magiske nætter i Danmark. Onsdag aften i den norske ambassadørs skinnende hvide funkisbolig i Gentofte har de indbudte gæster ved æresmiddagen for den norske forfatter og modtager af Nordisk Råds Pris Per Petterson rejst sig fra en overdådig middag og er gået i gang med at konversere gæsterne fra den anden ende af bordet. Snakken går livligt, mens den solbrændte, ulasteligt klædte og perfekt tjenende ånd nu serverer kaffe på en sølvbakke og lokker med avec. Gennem de store vinduespartier kan man kigge ud i haven, hvor tulipantræets lyserøde og hvide blomster lyser op og samtidig danner en poetisk cirkel af dryssende blomsterblade på plænen under sig. Et tulipantræ som husets første beboer Thorvald Stauning egenhændigt har plantet. Ambassadør Jørg Willy Bronebakk har netop fortalt, hvordan de lokale Gentofte borgere i begyndelsen var yderst forbeholdne over at få denne socialdemokratiske leder inden for kommunegrænsen. Men ind kom han i denne funkis-æresbolig, installerede sine tunge klunkemøbler og blev efterhånden accepteret, som den landsfader han var. Siden blev huset overtaget af Hr. Møller med familie – en slags balance – men det er den norske stat, der har bekostet istandsættelse og vedligeholdelse af herlighederne.

Vi er på norsk jord, og luften er svanger med historier, for det er forfatternes forfatter Per Pettersons aften, og der er mange forfattere på gæstelisten, udvalgt fordi de alle sammen på et eller andet tidspunkt har sagt noget rosende om Per Pettersons forfatterskab, som de er helt vilde med.
Det sidste udsagn står for Per Pettersons danske forlægger Arild Batzers regning. Han er også norsk, men har boet i Danmark i mere end tredive år, hvor han indtil for ti år siden drev Roskilde Bogcafé. Han er denne fortællings egentlige hovedperson. For bogredaktøren på Weekendavisen syntes, at det blev for meget med alle de interviews Petterson på Batzers foranledning stiller op til i disse dage. En løsning var at finde ud af, hvem den danske nordmand i Roskilde er, som har Petterson på sin forfatterliste, selvom en sådan succes vel burde være at finde hos Gyldendal. Batzer udgiver også Nobelprismodtageren Imre Kertész, han har i det hele taget rigtig mange gode forfattere i sin stald, som ligger på førstesalen oven på det, der engang var Roskilde Bogcafé.
ARILD Batzer er let nølende gået med på at lade rampelyset pege på ham og også på betingelsen, at han skal bringe mig sammen med Petterson, men altså uden interview, bare som en slags biperson til hans egen historie. Ingen af de to herrer elsker efter eget udsagn publicity, men begge er professionelle nok til at vide at et vist mediecirkus hører til forfattergerning og udgivelsesvirksomhed.
Nu sidder Batzer, som han konsekvent omtaler sig selv, og jeg hos ambassadøren i den milde nat og snakker lidt om, hvordan dagen er gået, siden Petterson som sin hovedperson og alter ego Arvid Jansen i morges kom til byen med båden fra Oslo.
I forhold til dagen før kan jeg godt se, at forlæggeren er ved at være træt. Han ser med sine lyse øjne og sit hvide hår lidt gennemsigtig ud, efter at have eskorteret Petterson og agenten Frøydis rundt eller have ventet mellem interviewene på hotellet.
»De vil ikke have mig med ind,« klagede han tidligere på dagen i telefonen om journalisterne. »Så jeg keder røven ud af bukserne.« Det er en mand, der med sit one-man forlag ikke er vant til egentlig spildtid.
Jeg hjælper ham ved at sætte ham i gang med at finde og få taget billeder af ham selv og Petterson, og i det bløde nattemørke klager han nu med et glimt i øjet over, at jeg forhindrede ham i at få strøget de selv samme bukser med mine illustrationsfordringer. Arild Batzer er forlæggeren, der gør alt selv.
I den prisbelønnede »Jeg forbander tidens flod« kommer Arvid Jansen ikke til København med båden men til Frederikshavn for at besøge sin kræftsyge, danske mor, der er taget til familiens sommerhus efter at have fået den dårlige besked om sit helbred. Arvid selv er ved at blive skilt fra sin ungdomskæreste og ikke ved sine fulde fem eller umiddelbart til megen nytte for sin mor, der tydeligvis er den stærke part i dette mor-søn forhold.
I den virkelige verden er anledningen til den norske landgang i København altså en tre dages promotion tour, og den eneste sygdom, der er blevet talt om i denne forbindelse, er forlæggerens lette uro ved tanken om Pettersons tendens til at blive dårlig, når han skal væk fra sin skrivehytte. Han vil så nødig forstyrres i det, han helst vil gøre, nemlig skrive. Tre år var Petterson om at frembringe sit internationale gennembruds 200 sider lange »Ud og stjæle heste«. Batzer slår ud med armene – han kan sidde og nørkle med en sætning i fjorten dage, derfor er det så vanskeligt for ham at gå ind og ud af en roman.
Måske derfor er Frøydis Jørve, hans agent, med som støtte og opmuntring og praktisk gris, Hun er både sød og skæg og ansat i forlaget Aschehougs Literary Agency, Forlaget Oktober og ja, navnet hidrører fra en revolutionsglad tid, som Arvid Jansen i »Jeg forbander tidens flod« også kaster sig ud i. Til sin mors store fortrydelse dropper Arvid sine universitetsstudier for at arbejde på fabrik og mobilisere arbejderklassen. Hans mor, som har tilbragt det meste af sit liv på Freias Chokoladefabrik kvitterer med en syngende lussing, da Arvid overbringer hende nyheden om sit karrierevalg. På et konditori over to napoleonskager, som står urørte tilbage, da hun efterfølgende forlader stedet.
Den scene elsker Arild Batzer. »Jeg var aldrig MLer« (marxistisk-leninist), som han fortæller mig dagen inden mellem stakkene af bøger på førstesalen i Roskilde. Han var alt for optaget af litteraturen og anarkist af natur, selv om mange norske forfattere med Dag Solstad som prominent bannerfører dengang kastede sig ud i arbejderromantiske vildfarelser.
»Nu skriver de bøger om, at de har fortrudt,« ler han mildt ironisk.
Per Pettersons mor i det virkelige liv arbejdede også på chokoladefabrik og sagde til Pettersons første udgivelse, at hun håbede, at hans næste roman ville være »mindre barnlig«. Næste weekend var hun død. Hun omkom sammen med Pettersons far og to af hans brødre i branden på færgen mellem Oslo og Frederikshavn Scandinavian Star.
Det skulle hun ikke have sagt, har Petterson udtalt, men også forklaret hendes noget ufølsomme kommentar med, at hun selv var en stor læser og i øvrigt havde været så meget igennem og mente, at hvis han virkelig mente noget med sit skriveri, så måtte han gøre det mere seriøst. Det gamle sår er måske nu kommet ud af systemet med lussingen i konditoriet.
DER er faktisk adskillige fællestræk mellem forlægger og forfatter, når Arild Batzer selv skal sige det. Jeg er kommet i bil til hans bogtårn i Roskilde tirsdag og har fjumset så meget rundt i kørselsvejledningerne, at det er blevet for sent at tage hen til Batzers nærliggende kolonihave, som det ellers var hans tanke. Fællesskabet med Petterson ligger blandt andet i den norske trang til »hytte på fjeldet«, som angiveligt ligger dybt i den norske folkesjæl. Længslen efter det enkle, primitive liv med meget lidt menneskelig kontakt og bare de basale nødvendigheder inden for rækkevidde. Måske er Batzers kolonihave en slags hytte-på-fjeld bare i et mindre kuperet og mere befolket terræn. Per Petterson bor temmelig isoleret med sin hustru tres kilometer uden for Oslo med får, heste, hunde og katte. Og skrivehytte.
Et andet vigtigt fællestræk er deres arbejderklassebaggrund, som i mange år har forhindret dem i at realisere deres hedeste drømme som henholdsvis forfatter og forlægger. Petterson debuterede først som 35-årig, mens Batzer skulle blive halvtreds, før han vovede springet fra bogcafébestyrer til forlægger. Hvorfor? Manglende selvtillid. Det har Petterson i hvert fald peget på som en afgørende grund til den relativt sene debut. Han vidste, han ville skrive, men han turde ikke. Det begyndte først så småt, da en lærer påpegede, at det at skrive også var en teknik, at man kunne bestemme, i hvilken retning personer og historier skulle bevæge sig, at han forstod, at man kunne gøre sådan. At han kunne. Så tog han fat. Med blandt andre Raymond Carver og Hemingway i læsebagagen.
Arild Batzer havde tidligere nok både oversat og udgivet et par bøger, men gav sig først fuldtids i kast med denne lidenskab, da han var nået halvvejs gennem livet.
»Som arbejderklassedreng mangler man en selvfølgelighed over for verdens muligheder, som andre lag i samfundet får i vuggegave,« siger Batzer.
Som Petterson følte Batzer sig »udenfor« som barn og ung. Han er født og opvokset i Skien i Norge, en by som også har fostret Ibsen, der ligesom Batzer valgte at forlade det ikke specielt åbne samfund, hvor frimenigheder, vækkelsesprædikanter og fodbold var tilbuddene, og »anderledes« ikke var et plusord.
Selv om Arild Batzer elskede at spille fodbold så meget, at han overvejede at blive professionel spiller, var det mødet med litteraturen, der satte hans hjerte i svingninger. Det var den samme lykkelige historie som hos Petterson om den gode lærer, der kom med Tom Sawyer og Huckleberry Finn og en henvisning til bibliotekets forførende verden, der satte unge Arild på sporet af det, der blev hans og Pettersons skæbne. Bøgerne.
I Batzers barndomshjem var litteratur ikke et emne, man diskuterede. Arilds mor var modist og gik ikke ud og købte ind uden at klæde sig om først på trods af de enkle kår. Hun var med Batzers ord »fin på den« og lærte om litteratur i en sen alder. Det skete, længe efter at Arild havde været radikal militærnægter, beatnik, rimbaudsk discipel og var blev meget voksen og havde skabt sin bogcafé. Da kunne han endelig se sin mor, som det hun også var, nemlig en kærlig kvinde og mor, der havde passet sin familie. Batzer introducerede hende til sin litterære verden, som hun tog fat på med god appetit, så de endte med at kunne snakke litteratur.
Faren døde, da Arild kun var nitten år, men havde som sømand, typograf og frihedskæmper indprentet ham, at man skulle slås for det, man mener og tror på.
»Og det kom jeg til,« siger han og smiler med armene foldet over maven, hvor Kafkas kontrafej pryder T-shirten.
NÅR Arild Batzer går rundt mellem sine bøger på forlagsloftet og fortæller meget personlige historier om hver enkelt udgivelse, får man en klar fornemmelse af, hvad det vil sige, at det er et enmandsforlag. Hans stemme får en særlig glød, hans charmerende dansk-norske dialekt dirrer let. Næppe er jeg blevet overbevist om, at jeg må se at få læst månedens tilbud Gert Nygårsdhaugs »I Provst Gotvins geometri« – »Den er før Dan Brown, mere spændende, og så er den så velskrevet, at man får tårer i øjnene« – før Tomas Espedals »Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv«, føles lige så uomgængelig. For ikke at tale om Pettersons samlede forfatterskab, som Batzer har udgivet. »Jeg var den første, der oversatte ham,« siger han med slet skjult stolthed. Hvordan kunne han være så heldig? Fordi en lille forlægger til Bogmesse i Frankfurt ikke bliver inviteret til forhandlinger hos de store. Hos forlaget Oktober derimod, var man meget åbne og interesserede i at møde Batzer og stak ham Petterson. Det var kærlighed ved første blik.
Nu står vi og læsser sekshundrede Petterson bøger om bord i min bil, for jeg har lovet at fragte forlæggeren til Politikens Boghal og Arnold Busck, hvor Petterson skal signere bøger. Arild Batzer har hverken bil eller kørekort, han cykler, som den gamle sportsmand, han er. Han har spillet fodbold, til han blev halvtreds, så gik han over til tennis. Han elsker at se skiskydning, men man kan ikke længere se NRK i Danmark, og de to geniale kommentatorer fra Norge med deres særegne humoristiske undertekst til skiskyderne er heller ikke virksomme længere. Hvad der er sjov ved skiskydning? Det er ikke lige sådan at forklare, det er noget…norsk.
JEG inviterer Per Petterson, agent Frøydis og Batzer på frokost i Tivoli, hvor hverken Frøydis eller Petterson har været før. Batzer, derimod, blev inviteret på frokost af sin danske svigerfar, efter at han var blevet gift med sin danske kæreste på Rådhuset for mange år siden. Siden gik turen tilbage til 8 måneders tvangsarbejde på en ø uden for Oslo, fordi han var militærnægter-nægter. Det vil sige, at han ikke ville påtage sig det sociale arbejde, man ellers skulle som nægter, fordi han mente, man skulle oplæres i ikke-voldelige forsvarsteknikker à la Gandhi, når man var militærnægter. Han brugte ø-tiden på at oversætte blandt andre Enzensberger og endte med at stikke af fra de sidste otte måneder ved at snige sig om bord i et folkevognsrugbrød, som skulle til fastlandet. Bagefter tog han til Danmark som politisk flygtning og blev her.
Nu sidder han i Tivoli igen med sin prisvindende forfatter og kan fortælle ham, at han har tre bøger på to bestsellerlister. Per Petterson ser fornøjet ud. Han er glad for ikke at blive interviewet og i stedet få en syndig formiddagsøl.
Frøydis afslører, at hun får mange henvendelser fra større danske forlag, som spørger, om hun ikke snart vil bytte Batzer ud med det store maskineri, men nej, ler Frøydis, det vil hun ikke. For den kærlighed til litteraturen og i særklasse til Pettersons litteratur, Batzer har lagt for dagen, kan man ikke købe for penge.
Om aftenen på ambassaden takker Per Petterson for middag og opmærksomhed og bemærker, at de inviterede forfattere, som har sagt noget pænt om ham, alle sammen er kvinder. Nu spørger han sig selv, om der ikke er nogen mandlige, danske forfattere, som bryder sig om hans bøger.
En af de kvindelige forfattere siger til mig, at der måske faktisk er noget kvindeligt ved den måde, Petterson skriver på, fordi hans historier er så lidt plot-orienterede. Der er en relativ enkel rammehistorie, som tillader uanede mængder af spring tilbage i tiden og et næsten oversanseligt sprog. Petterson læser et uddrag af sin næste roman op. Der er helt stille i lokalet, mens en højst maskulin scene, et slagsmål mellem to drenge folder sig ud, så man kan mærke slagene helt fysisk. Agent Frøydis græder, oversætteren glæder sig allerede, selv om Petterson er ekstremt nøjeregnende med sine oversættelser og Batzer ligeså. »En bog udkommer i reglen kun en gang, og den skal være god!« siger Batzer med eftertryk.
Ikke længe efter siver jeg af sted og efterlader forlægger Batzer til kaffe og avec.
Om morgenen klokken 07:52 kommer en mail fra Batzer med emne: dagen derpå.
Hej Synne,
Hvordan går det over there on Oesterbro?
Går du stadig søvnløs rundt og skriver på den her artikel om den fortabte forlægger og hans guldæg?
Her er en kort beretning fra Fiolstræde:
Hovedet har set bedre dage og kroppen er ikke hvad den har været.
Måske skulle jeg bare gå i seng igen.
Vh. Arild Batzer
fårelægger