Fjodor Dostojevskij (1821-81) er verdensberømt for sine store romaner, der kredser om de store eksistentielle spørgsmål, skyld og forsoning, Guds eksistens og verdens absurditet, moralens grundlag og kærlighedens nødvendighed. Et forfatterskab som vidner om at intet menneskeligt er ham fremmed.

I sit énmands-tidsskrift “En Forfatters Dagbog” offentliggjorde Fjodor Dostojevskij i 1876 og 1877 de to historier Den sagtmodige (Krotkaja) og Et latterligt menneskes drøm, begge med undertitlen “En fantastisk historie”. Den sagtmodige er “en af de mest gribende fortællinger om menneskelig fortvivlelse, som nogen sinde er skrevet” og et vidnesbyrd om Dostojevskijs “medlidenhed med de ulykkelige” (Geir Kjetsaa). I en avis har Dostojevskij læst en kort notits om en fattig syerske, som har begået “et mærkeligt fromt og fredeligt selvmord” ved at kaste sig ud fra et vindue med en ikon i favnen. Gennem en indre monolog som ægtemanden fører med sig selv ved hendes båre, rulles tragedien op for os. Som så mange af Dostojevskijs helte er han dyster og indesluttet. Han føler sig frastødt af sine medmennesker og vil hævne sig på samfundet ved at skaffe sig magt og rigdom som ågerkarl. Et af hans midler bliver den sagtmodige Krotkaja, som han gifter sig med. En historie om den stærke og despotiske karakters herredømme over “den fromme”. Hun dør, fordi han dræber hendes kærlighed, og da kærligheden endelig bryder frem i ham, er det for sent. Kritikerne i samtiden skrev at “en sådan fortælling ikke ville gå upåagtet hen i noget lands litteratur”, og for Knut Hamsun var fortællingen “en ganske lille bog, men den er stor for os alle, uopnåelig stor. “I Et latterligt menneskes drøm beslutter hovedpersonen, en intellektuel nihilist, at begå selvmord fordi, han føler at intet længere har nogen betydning, at alt er ligegyldigt. Med pistolen i hånden falder han i søvn, og i en drøm oplever han sin egen begravelse og opstigen til himmeriget. Fortællingen bliver en utopisk drøm om tiden før syndefaldet, om paradiset eller tusindårsriget, han nægter at tro, at det onde er menneskets normale tilstand. “For jeg har jo set sandheden og ved, at menneskene kan være smukke og lykkelige uden at miste evnen til at leve på jorden.” Bogen er oversat af Ole Husted Jensen, en af vor tids fineste oversættere fra russisk, der med sine Dostojevskij-oversættelser af Kældermennesket og Onde ånder har høstet mange lovord. Modtog i 1996 Dansk Oversætterforbunds ærespris. De to fortællinger er i 2022 genudgivet hver for sig.