“Glæden ved Glory er … at finde i ekkoet og sammenkoblingen af små begivenheder, i skift frem og tilbage der skaber en illusion af fremdrift, i en gammel dagdrøm der direkte bliver til velsignelsen af bolden der holdes tæt til brystet, eller i det tilfældige syn af Martins mor, der sørger ud over romanens tidsramme i en abstraktion af fremtiden, som læseren kun kan gætte sig til, selv efter at have skyndt sig igennem de sidste syv kapitler, hvor et regulært vanvid af strukturelle drejninger og en maskerade med alle karaktererne kulminerer i en rasende finale, selvom der ikke sker meget til allersidst – bare en fugl, der sætter sig på en gærdeport på en grå og våd dag.”
– Vladimir Nabokov