Dunhammere spidder himlen
Dunhammere spidder himlen er en række erindringsfragmenter fra barndom og ungdom til voksenlivets forskellige stadier. Mens historien går sin gang i den store verden omkring hende, kaster forfatteren sig ud i livet, som hun ubesværet og legende gengiver i et sprog der er sansemættet og musikalsk. Tonen er på en gang munter og melankolsk når hun beretter om det at være datter, elskerinde, mor, kvinde og menneske – fra et sted mellem hverdagen og eventyret, kunsten og naturen. Hele tiden skinner en rodløshed og en vildskab igennem, en oprørstrang der aflejrer sig i sproget som et blik for originale og overraskende billeder. Naturen spiller en vigtig rolle i bogen, det samme gør den usentimentale humor og de mange skæbner der med al tydelighed viser hvor grum tilværelsen kan være.
"Forlaget Batzer lever primært af at udgive oversatte forfatterskaber. Med 'Dunhammere' viser forlaget, at det også formår at finde og udgive dansk kvalitetslitteratur, når den er bedst." – Fyens Stiftstidende
"Teksterne er poetiske, til tider uendeligt smukke, og det er netop sproget, der er denne bogs absolutte force. Johanna Thielst kan sætte farver på papiret, så man ser billeder og stilleben, og enkelte passager er så blændende, at det er en fryd." – Berlingske
"Fortællingen er gribende, både smuk og barsk, og ordene er som malerier." – Læser, bog.nu