Fortælleren skriver i sin NOTESBOG om farmoren der er som en fersken og om andre som skriver søvnen ud af øjnene. Og i 12 BILLEDER går hun tilbage og fremkalder erindringsbilleder af sin farmor der ligger i en åben kiste og er død, selv om man egentlig ikke kan tage et billede af død. Først var hun barn og lærer nye ord, som ordet kronisk. Så kommer tiden med kærester, og det er ikke altid nemt, som dengang fyren tager hende over skulderen og bærer hende udenfor og siger go home. Hun begynder at læse digte, og hun læser Marguerite Duras, og Hannah Arendt som skriver om ondskaben og Adolf Eichmann. Hun skriver på vådt papir og husker hvad far moren sagde: Mænd er ikke til at stole på. Til sidst skriver hun BREVE til sin farmor om at livet er apokalyptisk. Og farmoren skriver tilbage: Det er som om solen skinner hver gang du er her. Her er en smule du kan købe noget for.

“Hvor skal jeg opbevare sætningen, spørger jeg? Jeg kan grave den ned i haven ovre ved skuret ved siden af det store løvtræ for at huske hvor den er. Jeg kan give den til hestene, dem der går tavse omkring på græsmarken ude ved diget. Eller kaste den i havet, sådan at den kan skylle op som drivtømmer med en bølge der leger let mod en anden kyst.”

Nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2021.