Oversat fra norsk af Annelise Ebbe
2008. Paperback. 130 kr. 182 sider UDSOLGT
Fås også som: E-bog & Lydbog
Per Petterson

I kølvandet (paperback)

Per Petterson tager os I kølvandet med på en rejse til nattens ende. Romanens jeg-fortæller, forfatteren Arvid Jansen, befinder sig i et eksistentielt tomrum – i kølvandet på en katastrofe som trækker dybe spor i hans liv. En rå og øm, sårbar og barsk historie om at miste fodfæstet i tilværelsen, men mesterligt fortalt i et glasklart rytmisk sprog og med en varm sort humor. I åbningsscenen står hovedpersonen foran den boghandel han engang har arbejdet i. Det er tidligt om morgenen, han er mørbanket efter en druktur, har brækket et ribben, brillerne er borte, og et blackout forhindrer ham i at huske hvad der er sket. Så starter rejsen, både den ydre tilsyneladende formålsløse flakken omkring på landevejene i den gamle bil og den indre hvor billederne af familien, ikke mindst hans far, dukker op som flashbacks. Bogens nutidshandling foregår nogle dage i marts og april 1996, men bagved rulles historien op og den dystre kulisse er en skibsbrand som medførte at hovedpersonen mistede sin far og mor og to brødre. Skibet nævnes ikke ved navn, men det er alment kendt at Per Petterson mistede fire familiemedlemmer da Scandinavian Star brændte. Mens Til Sibirien kan læses som en roman om forfatterens danske moder der blev gravid med en nordmand, handler I kølvandet om forholdet til faderen, fabriks­arbejderen og sportsmanden der ikke rørte en cigaret i hele sit liv. For kroppen skal være et tempel, sagde han, ikke en kalket grav. I kølvandet er en eksistentiel historie om sorg og skyldfølelse, skilsmisse og tab som angår os alle. I læsningens kølvand bliver livet og litteraturen forunderlig nærværende og historien fortælles ubesværet, uden den mindste rysten på hånden, vedkommende og lyslevende. Per Petterson har fået en stor fanskare blandt danske forfattere. Naja Marie Aidt har udtalt at hvis hun skulle skrive en roman, ville hun gerne skrive som Per Petterson gør det i I kølvandet, Helle Helle kom til at græde da hun hørte ham læse op af hans nye bog og Kirsten Hammann læser hans bøger så langsomt hun kan for at bogen ikke skal holde op og udtaler: “Jeg kan ikke lægge hans bøger fra mig, når jeg først er i gang.”

“Et mesterværk.”  The Scotsman

"... fremragende."  Times Literary Supplement

"En roman af bedste kaliber."  The Guardian

"En smertelig smuk roman, sæsonens højdepunkt."  Die Zeit

"Ikke et ord for meget, ikke et ord for lidt, ikke et ord på det forkerte sted. De udvikler et dragsug, en stilfærdig, men mægtig tryllekraft."  Literaturen

"Det kan dårligt gøres bedre. Det er ganske enkelt en helstøbt bog (-) for form og indhold hænger fuldstændig organisk sammen. Der er en fabelagtig naturlighed i Pettersons åndedræt, og man efterlades paradoksalt oplivet og -ladet af den hudløse råhed."  Christa Leve Poulsen, Børsen

"Per Petterson er en brillant stilist. Han er konkret og nøgtern, men der er luft og fantasi i sprækkerne mellem ord og sætninger. Der er et nærvær og en intensitet i skildringerne, som løfter realismen og giver den luft under vingerne. På en eller anden måde lykkes det ham at servere denne - lidt ordinære - historie om en mand i midtvejskrise, så den bliver vedkommende og sprællevende." Jacob Kreutzfeldt, Kulturnyt/DR

"Alle forskelle ufortalt må man tænke på Hamsuns Sult."  Torben Brostrøm, Information

"Per Petterson opruller i “I kølvandet” en rå og barsk historie om at miste fodfæstet i tilværelsen. Petterson gør det i et befriende og ubesværet sprog med krystalklare billeder og med et lune, der dog er tro mod det eksistentielle tomrum, hovedpersonen oplever. Romanens jeg-fortæller, forfatteren Arvid Jansen, befinder i kølvandet på en katastrofe, som trækker dybe spor i hans liv. “I kølvandet” er en historie om sorg og skyldfølelse, skilsmisse og tab, som angår os alle."  Østerbro Avis

Ringstedgade 28, 4000 Roskilde

+45 2811 6274

batzer@batzer.dk

Katalog 2023

0
Kurven er tom