Min grønne himmel
En dag for ti år siden forlod den nu 60-årige navnløse fortæller sin kone og sin søn, solgte sine ejendele og flyttede langt ud på landet. Her lever han et stille og tilbagetrukket liv med sine hunde og en radio som eneste selskab. Dagene går med praktiske gøremål, et hegn skal repareres, fårene skal passes, hundene skal luftes og én gang om ugen kører han de ti kilometer ind til den nærmeste by for at købe ind og spise i bowlingcentret. Men en dag får han et telefonopkald som vækker fortiden til live og sender ham tilbage til den sommer da han var fjorten og alting forandrede sig.
"… hele den dybe, uafvendelige historie skildrer Simon Glinvad i et på én gang nøgternt og lavmælt poetisk sprog med blik for sigende detaljer. (-) De lever i to verdener, børnene og deres forældre, og ikke mindst sønnerne og fædrene, som mange andre forfattere har skrevet om. For eksempel norske Per Petterson, som Simon Glinvads prosa godt kan minde om. Men han har også sit eget tyste tonefald og skriver med imponerende indlevelse fra både drengens og den aldrende fars synsvinkel. Det er godt gjort af en forfatter, som er 35, og Min grønne himmel fortjener at blive læst af alle sønner og fædre. Samt alle andre, der gerne vil forstå deres flerstrengede bånd lidt bedre. – Jeppe Krogsgaard Christensen, Berlingske ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
"Simon Glinvad er en forfatter, som tager sig tid til at dvæle ved tingene og fremtrylle sansemættede universer, hvor tiden næsten står stille. Han har en fin sans for at leve sig ind i barnets skrøbelige univers, ganske som de fleste sikkert husker situationer fra deres egen barndom nedkogt i en bestemt følelse eller stemning. En stil, der giver mindelser til Per Pettersons forfatterskab. (–) En nærværende og stemningsfuld lille roman om det erindrings- og erfaringsstof, der former os som mennesker og forfølger os gennem livet." – Line Hoffgaard, Litteratursiden
"Der tilbydes ikke mange forklarende stødpuder i Min grønne himmel, hvis historie vokser sig større og større og stadig mere fængslende og skræmmende. Og pludselig er det, som om den indledningsvis så afvisende tekst bliver blød og elastisk og åbner sig for læseren, der nu suges fuldstændig ind i det intense univers. For fortællerens tilbageskuende blik på sig selv som ung kan ikke undgå at afsløre de sprækker, han som voksen har forsøgt at cementere til.Simon Glinvad skriver sig med elastisk elegance helt tæt på sin hovedperson, der via teksten indhentes af den fortid, han har afskrevet. Det er i dette spændingsfelt mellem fortid og nutid, at det stille drama buldrer løs." – Katrine Sommer Boysen, Jyllands-Posten ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️