2. Jeg bliver vækket af min drøm af den karakteristiske charterapplaus, fuld af dyb lettelse over at flyet som ved et mirakel er landet uskadt og i den rette lufthavn: Agadir. Bus til hotel Almohades. Jeg lejer kun værelse for én nat, men bil i en måned. Det er ikke poolen der lokker mig men ørkenen. Som barn læste jeg om ildslugere og brønddykkere, om sandstorme og ørkensøer. Jeg planlagde en stor rejse i Sahara. Nu er jeg her. Jeg er alene. Jeg har lige skilt mig af med Dostojevskij. Med alle understregningerne. Jeg er blevet skilt fra hende der engang var min elskede. Jeg er blevet skilt fra 33 år af mit liv. Det har i det mindste den fordel at tiden før disse 33 år pludselig er rykket meget nærmere. Så længe jeg boede i mit barndomshjem huskede jeg ikke noget fra min barndom. Den var som udvisket. Bare et bundt anekdoter, ingen ægte minder. Drømme kunne jeg heller ikke. Nu da jeg er flyttet kommer brudstykker af barndommen ofte op i bevidstheden. Og da jeg begyndte at træne med vægte ligesom da jeg var lille, begyndte jeg også at drømme. Erindring og drømme kan ikke tvinges. Selve hensigten låser den dør man vil åbne. Kun ad bagveje og sidespor kan man nå målet. En måde at nærme sig barndommen på som jeg flere gange har prøvet, er nu at gøre det som jeg hedest længtes efter at måtte dengang. Selv om det forekommer mig nok så barnligt og umotiveret vil jeg undertiden loyalt forsøge at virkeliggøre det jeg i min lidenheds afmagt drømte om. 23. “Som en perledykker må jeg straks vende tilbage,” skrev Michel Vieuchange i sin dagbog. Michel læste Postflyveren da den udkom i 1928. Han var fire år yngre end Saint-Ex. Han havde også læst Nietzsche og Rimbaud, han havde også aftjent sin værnepligt i Marokko, han nærede ligeledes ørkendrømme. En septemberdag i 1930 forsvandt han forklædt som kvinde ind i de ubesejrede stammers område en snes kilometer nord for Tiznit. Han var på vej til Smara. Dér havde Saint-Ex aldrig været. Ganske vist fløj han hver morgen et af flyene i Kap Juby for at drive kondensvandet ud af cylindrene - den tids flyvemaskiner skulle hviles ligesom heste. Somme tider forlod han da flyruten langs kysten og én gang fløj han helt ind til “det mystiske Smara med dets jomfruelige ruiner, lige så forbudte for den hvide mand som Timbuktu”. I virkeligheden var Timbuktu blevet besat af franskmændene allerede i 1893, mere forbudt var byen ikke. Smara blev ødelagt af franske tropper i 1913. Men ruinerne blev stadig forsvaret af de sahariske stammer. Bare det at flyve hen over Smara var en dristig, næsten dumdristig handling af Saint-Ex. Dér var Vieuchange på vej hen. Til fods. 62. Hvad er det ved Isabelle Eberhardt der vedbliver at fascinere generation efter generation? Jeg har god tid til at fundere over det mens jeg kører videre gennem ørkenen. Hun skrev langtfra så meget som sin læremester, Pierre Loti. I gennemsnit skrev hun heller ikke lige så godt. Alligevel er det hende der har overlevet. Hvorfor? “Lykken søger man ikke,” skriver hun. “Man møder den - altid på vej i den modsatte retning.” Der er mange af den slags gnistrende formuleringer i hendes værk. Det er ikke gennemsnittet der tæller. Det er højdepunkterne. Det er ikke mængden der tæller, det er helheden. Og til den hører ikke bare sproget men også kropssproget. Livsgestusen. Isabelle iførte sig mandetøj og dykkede i den sahariske araberverdens brønd. Omkring samme tid trak Jack London i arbejdertøj og lod sig synke ned til Afgrundens folk (1903). Han foretog et socialt eksperiment. Han ville på sin egen krop erfare hvad elendigheden betyder for de virkelig fattige. Isabelle gjorde det samme. Men uden at have nogen hemmelig guldmønt syet ind i bukselinningen. Hun dykkede uden sikkerhedsline. Hun var en Wallraff uden tilbagevenden. Hun overtrådte ikke bare en social grænse men også racegrænsen. En hvid kvinde i det amerikanske syden der åbent foretrækker negre som elskere og gifter sig med en af dem mens hun fortsætter sit tøjlesløse liv - tænker man sådan, forstår man hvilke kræfter det var Isabelle udfordrede. Det franske herredømme i Nordafrika hvilede i sidste instans på myten om den hvide races overlegenhed. Hele hendes levevis satte spørgsmålstegn ved den myte. Den satte ligeledes spørgsmålstegn ved myten om mandens overlegenhed. Hvis en kvindelig transvestit kunne trænge ind i mændenes verden og tilegne sig deres friheder, laster og privilegier, så vaklede kønsrollerne. Uklar kønsidentitet vakte angst og aggressivitet. Isabelle stillede sig uden for alle kategorier. Også det kunne muligvis være tilgivet, eftersom hendes skæbne bekræftede alle fordomme. Den bekræftede på forbilledlig vis at den der trodser konventionen synker ned i bærmen. Så vidt var alt godt. Men Isabelle havde den frækhed at bevare en følelse af moralsk overlegenhed midt i forfaldet. Hun var stolt. Det var utilgiveligt. Derved tilhører hun en helt anden slægt end Loti. Hun hører hjemme på den linje i fransk litteratur der går fra Villon via Baudelaire og Rimbaud til Céline og Genet. Måske er hun ligefrem den eneste kvinde i det selskab. 99. Sådan sagde han. Alt dette ved jeg nu. Alt dette har jeg oplevet. Men det jeg søgte - hvor er det?Jeg har ikke turdet at tale om mig selv. Jeg gemmer mig stadig væk. Døden undgår jeg, barndommens dør, og drømmens, åbnes kun på klem. Det meste står ugjort tilbage.